VELKOMMEN HOS MÆRKBAR YOGA
At dyrke yoga er at rejse ind i dig selv… at gå på opdagelse i krop og sind gennem bevægelse, åndedræt og nærvær.
Hos Mærkbar Yoga er fokus på din rejse – både den fysiske og den mentale. Hver yogapraksis er en unik oplevelse og tager altid afsæt i yogafilosofiens visdom, der kan vise os vejen til et liv i større harmoni med os selv og vores omverden. Hos Mærkbar Yoga er du altid velkommen – præcis som du er – og du vil blive inviteret til at lytte til dig selv og forme din praksis med afsæt i din krop, din energi og sindstilstand. Vi kan ikke altid det samme fra dag til dag, fra tidspunkt til tidspunkt. Og vi kan ikke altid det samme, som personen ved siden af os. Og det er helt okay. Yoga handler ikke om, hvorvidt du kan nå dine tæer, eller om du kan balancere på ét ben. Det handler om processen – din proces. Og denne proces vil være forskellig for alle mennesker, der træder ind på yogamåtten.
Hver yogapraksis bringer trivsel til din krop men har også potentialet til at skabe nærvær og fornyet klarsyn, der gør dig i stand til at træffe bedre valg for dig selv både på yogamåtten, og når du bevæger dig igennem din hverdag. Yogaens transformerende potentiale rækker nemlig langt ud over din yogamåtte. Ud over at styrke og smidiggøre din fysiske krop, kan din yogapraksis bl.a. gøre dig bedre til at være til stede i nuet, den kan få din medfølelse (med dig selv og andre) til at spire og den kan give dig en helt grundlæggende følelse af tilfredshed, som slipper dig fri af den evige craving efter mere og mere og mere… Måske har du nok…? Måske er nu nok…?
”A good traveler has no fixed plans and is not intent on arriving” (Lao Tzu, kinesisk filosof)
I mine øjne handler yoga ikke om at ankomme, men om at være på en kontinuerlig, eksplorativ rejse igennem krop og sind. Det handler om at mærke, hvad der sker indeni, når vi bevæger os gennem stillinger og overgange i takt med åndedrættets rytme. Og det handler om at lade yogaens lys guide os på vejen mod større harmoni og kærlighed, som kan udfolde sig i hver af os og stråle ud på vores omgivelser.
Alle kan have glæde af yoga, og det kræver ingen forudgående kompetencer eller evner at påbegynde din egen rejse. Så hvad venter du på?
Hold & privatundervisning
Yoga til virksomheder
Workshops & retreats